ARTIKLER

Kampen for dyrs rettigheder er den nye ligestillingskamp

De indespærres på livstid. De tvangsinsemineres, frarøves deres unger og presses, til kroppene segner. Den industrielle dyreproduktions stormaskineri er skyld i nogle af vor tids værste overgreb, og de er tilmed ofte lovlige. Her et opråb for de mange millioner bevidste og følende væsner i Danmark, hvis stemmer ikke høres.

Astrid Ruegaard Hansen, dyrlæge
Joanna Marie Nielsen, cand.comm. og forfatter

For nogle uger siden satte en malkeko en ny Danmarksrekord. Den havde givet 207.000 liter energikorrigeret mælk og blev kåret og fejret som den ko, der har produceret mest mælk. Men som formand for Dyreetisk Råd, Bengt Holst, pointerede, er den høje produktion en "kæmpebelastning" for dyrene og "slet ikke noget, vi bør fejre".

Kåringen afspejler en dyster realitet. Dyrene i den industrielle dyreproduktion lider under et enormt pres. Nationalt som globalt behandles de som industriprodukter, der er til for at tjene menneskers behov. Og behovet er kolossalt. Globalt slagter vi årligt over 78 mia. dyr, altså næsten 10 gange så mange, som vi er mennesker.

Alene i Danmark opdrættes årligt over 200 mio. dyr. Trods dette enorme tal ser vi dem sjældent. Langt størstedelen opdrættes konventionelt og indespærres livet igennem i store lukkede haller. De kommer aldrig ud på markerne og græsser. Deres hårde tilværelse fortjener at blive omtalt, så alle kender til den. Her nogle nedslag i danske forhold.

Grise er en af Danmarks største "eksportvarer". De er blandt Jordens mest intelligente dyr og klogere end fx hunde. De er nysgerrige, sociale og legesyge dyr – noget, de dog ingen mulighed har for at udleve i den konventionelle svineproduktion, hvor en stor slagtegris på 100 kilo kun har lovkrav på 0,65 m² at stå og gå på. I Danmark opdrættes årligt ca. 30 mio. grise, hvoraf kun 1,2 % kommer udenfor hele eller dele af året.

Særligt slemt står det til for avlsgrisene, søerne. Hvis de holdes i en stald bygget før 2015, er det helt frem til 2035 lovligt at fiksere dem i fire uger, efter de er blevet insemineret. Søerne ligger fikseret i trange jernbøjler på spalte- eller betongulv, og de lider meget under det.

Efter soen har født, er hun typisk fikseret i fire uger med tremmer ind til sine unger. Som Birgitte Damm, der er chefkonsulent i Dyrenes Beskyttelse og ph.d. i griseadfærd, slår fast, er fiksering "et stort overgreb på soen (…) Man fratager hende helt basale behov som det at rejse og lægge sig på en naturlig måde samt enhver mulighed for at udleve sine instinkter såsom at bygge rede og udvise moderadfærd over for grisene." I naturen bygger soen en fyldig rede, som hjælper ungerne med at holde sig varme og samles, så de ikke bliver trampet på.

Desuden er søerne i industrien fremavlet til at få unaturligt mange unger, flere end de har dievorter til, så mange smågrise er svage og dør af sult og kulde eller klemmes ihjel. Dødstallet er langt oppe i det røde felt. I Danmark lå det sidste år på godt 27.400 pattegrise hver eneste dag, dvs. mere end 10 millioner om året eller ca. én hvert tredje sekund.

De overlevende smågrise tages væk fra deres mor efter kun tre-fire uger, og allerede få dage efter insemineres soen på ny og risikerer altså at ligge fikseret en stor del af livet.

Man ser tydelige tegn på ekstrem mistrivsel. Dødeligheden for søer er rekordhøj og ligger på knap en ud af seks, og sygelig adfærd som tomgangstygning, slagsmål og bidskader er udbredt.

Dyrenes Beskyttelse kalder grises hale for en "god velfærdsindikator", for halebid skyldes grundlæggende stress. Det "løser" man ved at nedslibe smågrisenes tænder og klippe ca. halvdelen af deres haler af. Ganske vist er rutinemæssig halekupering forbudt, men under 5 % af grisene i dansk konventionelt landbrug har intakte haler.

Et mindst lige så smertefuldt indgreb er kastrationen af hanpattegrise, der får skåret pungen op og testiklerne af. I Danmark er det modsat i både Sverige og Norge ikke lovpligtigt at bedøve før indgrebet, så mellem 17 og 50 % af hanpattegrisene bliver ikke bedøvet forud for det smertefulde indgreb – der i øvrigt foretages for at undgå "ornesmag" i kødet.

Og afslutningen på grisenes miserable tilværelse? Efter en stressende transport til slagteriet gennes grisene gruppevis ind i en stålkasse, der nedsænkes i et CO2-fyldt kammer, hvor de gasses. DR-filmoptagelser viser, hvordan grisene går i panik, skriger vildt og kaster kroppene rundt for at komme ud, før de falder bevidstløse om.

Eller tag danske malkekøer, hvoraf kun en tredjedel kommer ud på græs. Malkekøerne er drægtige næsten hele deres liv. Kvien insemineres 13-16 måneder gammel og går drægtig i ni måneder ligesom mennesker. Når hun har født, har hun ret til 12 timer med kalven eller 24 timer i økologisk landbrug, før de to adskilles. I sammenligning dier kalve i naturen deres mor i op til 12 måneder, og mor og datter har ofte en stærk tilknytning til hinanden resten af livet.

Den typiske danske malkeko malkes for godt 30 liter mælk om dagen, indtil hun allerede to måneder efter fødslen insemineres igen. Så kan det hele starte forfra, ofte med komplikationer som dårlige klove og yverbetændelse til følge. Løsningen på sidstnævnte er behandling med antibiotika, som landbruget årligt bruger i tonsvis af.

Hvor en ko i naturen kan blive op til 25 år, er malkekoen efter tre-fire år og to-tre kælvninger "udtjent", og det hårde liv som føde- og malkemaskine slutter med en boltpistol for panden.

For nogle år tilbage fik vi dyrevelfærdshjertet at styre efter på kødpakken. Det udgør da også visse fremskridt i forhold til plads og adgang til græs. Alligevel sker der med de to første hjerter stadig samme adskillelse, der frarøver koen muligheden for at være sammen med sin unge.

Hvordan hænger alt dette sammen med, at det i Danmark er lovpligtigt at holde hvalpe hos deres mor i 8 uger og killinger i 12 uger, før de adskilles? Ifølge landbruget er det mindre stressende for ko og kalv at adskilles tidligt, fordi de med tiden knytter stærkere bånd. Det er muligt. Men som professor i bioetik og dyrevelfærdsekspert Peter Sandøe udtaler: "Der er ingen tvivl om, at en ko, der lige har kælvet, er stærkt knyttet til sin kalv, og kalven er stærkt tilknyttet sin mor. Der vil være følelser af tab, angst og afsavn, når man skiller dem ad."

Det stærke følelsesmæssige bånd ligger i dyrenes genetik. Som den israelske stjerneprofessor Yuval Harari påpeger, har evolutionen givet alle unger – menneskebørn, hvalpe, killinger og kalve – et overvældende behov for at skabe bånd til deres mor og omvendt. En svækkelse af dette bånd ville være en dødsdom, for ungen overlever ikke uden.

Fra landmandens perspektiv giver adskillelsen mening, fordi det er det økonomisk rentable. Vi kommer bare ikke udenom, at den er et overgreb på både ko og kalv.

Meget mere kunne siges. Om høns i små trådbure eller kunstigt belyste haller pakket med op til 40.000 høns. Æglæggende høns, der presses så hårdt, at 85 % af dem går med smertefulde brystbrud og alligevel må lægge æg efter æg. Eller de 4,5 mio. daggamle hanekyllinger, der årligt gasses og "kasseres", fordi de ikke kan lægge æg eller er værd at opfede som slagtekyllinger.

Et presserende spørgsmål er, hvordan vi kan lade det ske?

Bedre dyrevelfærd end i dag er tilsyneladende vigtigt for i hvert fald halvdelen af danskerne. Det viste en måling foretaget af Epinion i 2022. En del af forklaringen på problemet skal derfor nok findes i, at vi ikke ser dyrene. Hvis de over 20 mio. landbrugsdyr, der lige nu lever på danske fabrikker, gik ude i det fri, ville det vrimle med dyr. Men ude af øje, ude af sind. Og i en travl hverdag sejrer vanens magt, og det prisvenlige kød og mælken lander fortsat på bordet.

Politikerne, som kender til sagens alvor, bærer et kæmpe ansvar. Et, som de desværre gennem mange år har svigtet. For ellevte år i træk har Fødevarestyrelsens årlige kontrolbesøg afsløret et grelt antal overtrædelser af selv de mildt sagt mangelfulde regler for dyrevelfærd – i 2022 på knap hver tredje svinebesætning og hver anden kvægbesætning. Det har diverse fødevareministre forsøgt at løse via frivillige aftaler med landbruget, men da overtrædelserne ikke har mærkbare konsekvenser, er flere forhold ligefrem blevet forværret.

Senest har fødevareminister Jacob Jensen (V) lovet en ny "dyrevelfærdspakke" inden sommeren 2023, og det er blevet til en aftale om bedre forhold for slagtekyllinger. Men ingen ny lovgivning er endnu vedtaget – hverken for kyllinger eller nogen andre landbrugsdyr. Hvis dyrevelfærd virkelig ligger politikerne på sinde, kunne de målrette landbrugsstøtten til landmænd, der prioriterer dyrevelfærd med fx nye staldsystemer. Men at dømme ud fra manglen på reel handling er deres hovedinteresse åbenlyst at holde sig på god fod med industrien og sikre dens indtjening.

Roden til problemet stikker i alle tilfælde dybere. Det skal findes i det herskende menneskecentrerede paradigme, der dikterer, at frem for alt mennesker har værdi og rettigheder. Landbrugsdyrene har ingen værdi i sig selv, men kun for os. Derfor anser vi det for vores "ret" at udnytte dem, og undertrykkelsen er så indgroet, at den anses for den rene selvfølge.

Her ses en parallel til tidligere undertrykkelse af grupper af mennesker. I dag ryster vi på hovedet over, at man holdt slaver og behandlede dem som laverestående andenrangsvæsner, som det var ejerens ret at udnytte. Vi ser ikke, at vi gør det samme med dyrene.

Sammenligningen kan skurre i nogles ører. Men netop dét er udtryk for den herskende arts-egoisme, der opsætter en mur mellem mennesker og andre arter. Også denne mur skal imidlertid falde. For biologisk forskning viser hinsides enhver rimelig tvivl, at dyr har følelser, bevidsthed og kan lide. Den amerikanske professor emeritus i evolutionær biologi Marc Bekoff pointerer, at "individer fra en bred variation af arter oplever følelser, der spænder fra glæde og lykke til dyb bedrøvelse, sorg og PTSD sammen med empati, jalousi og vrede (…) Forskere har rigelige, detaljerede, empiriske kendsgerninger til at kunne erklære, at ikke-menneskelige dyr er følende og bevidste væsner."

Selv sprog og kultur, som vi ellers har anset for det særligt menneskelige, er dokumenteret hos et utal af andre arter lige fra elefanter til mus. Vi må indse, at dyrene er vores biologiske slægtninge, de er familie. Ja, vi er selv dyr og tilhører familien af store menneskeaber.

Men, kan man indvende, mennesker har jo alle dage spist dyr, og dyr spiser hinanden – følelser eller ej. Og dyrene i den industrielle produktion lider vel ikke mere, end hvis de levede et vildt liv og skulle undgå fjender og selv finde mad?

Jo. For selvom de vokser op i fangenskab, har de stadig de samme basale behov for adspredelse, leg, yngelpleje, jord under fødderne og luft i snuderne. Og det har man i vidt omfang også imødekommet i agerbrugets 11.000 år lange historie. Man har holdt langt færre dyr på langt mere plads, de har gået på græs, og man har delt koens mælk med kalven. I over 99 % af agerbrugets historie har dyrene i vid udstrækning haft mulighed for at udleve deres artsspecifikke adfærd. Den industrielle landbrugsproduktion udgør altså en ekstrem afvigelse fra det, der har været normen.

Vi taler ikke for, at vi allesammen skal være veganere, hvilket ville være et urealistisk succeskriterium og mål. Men vi skal som minimum sørge for, at dyrene har haft et liv, der var værd at leve. Gå efter frilandskød fra små lokale bestande.

På sigt bør al industriel dyreproduktion afskaffes og erstattes af mindre gårde med langt færre dyr. Desuden bør man i stor stil omlægge dyreproduktion til produktion af plantebaseret kost. Det betyder også, at vi skal spise langt mere plantebaseret og skære markant ned på kød og mælk – hvilket jo er afgørende ud fra samtlige hensyn, ikke mindst klima og biodiversitet.

En spritny rapport fra Århus Universitet viser katastrofale forhold for dansk havnatur, hvor store områder er forvandlet til livløs ørken. Og en primær årsag er landbrugets enorme udledning af gylle og brug af kunstgødning. Flere hundredetusinde hektar landbrugsjord skal omdannes til skov og anden natur for at vende situationen. Det er ikke kun tvingende nødvendigt for havets økosystemer og klimaet, men også for de pressede landbrugsdyr.

Vi må alle være med til at skabe den retfærdighed for de undertrykte, der er så hjerteskærende tiltrængt. Ja, i vores øjne står vi over for vor tids vigtigste ligestillingskamp. Dyr skal have rettigheder. Det forekommer måske nogle vanvittigt, men sådan er det med nye paradigmer. Sådan har det været for slaver, for kvinder, for handicappede, for homoseksuelle og mange andre gennem historien. Det svære i denne ligestillingskamp er, at dens undertrykte og frihedsberøvede folk ingen stemmer har. I hvert fald ikke stemmer, som vi lytter til – eller overhovedet kan høre fra de lukkede dyrefabrikker. Men alene i Danmark indespærres hvert eneste år 200 mio. dyr, uskyldigt dømt til et liv i fangenskab.

Yuval Harari kalder industriel dyreproduktion for "den måske værste forbrydelse i historien". Og noget af det, der gør den så sejlivet, er, at de færreste ser den som en forbrydelse. Men hvis vi sætter os i dyrenes sted og regner dem for det, som de er – bevidste, intelligente og følende væsner – så ser vi også sandheden i Hararis ord.

Lad os vågne og give dyrene de leveforhold, som de anstændigvis har krav på.

Vi bærer ansvaret.  

Mediernes minkmassakre

Joanna Marie Nielsen, cand.comm., forfatter
Jens-André P. Herbener, cand.mag., mag.art., forfatter

Mink, der klemmes, kvases og skriger vildt under aflivninger. Tusinder af hvide og sorte kroppe, der læsses i containere som affald. Den ene store minkmassegrav efter den anden.

Den seneste tids optagelser fra minkmassakren har fyldt mange med gru og chok. Og lige så modbydelige klippene er, lige så højt skriger mediernes ensidige dækning af minksagen til himlen.

I den ene artikel efter den anden har de sat fokus på minks smittemæssige farlighed for mennesker, på minkavlerne, der mister deres levebrød, på minkindustrien, der midlertidigt er lukket, og på de politiske trakasserier, der er knyttet til hele balladen.

Men hvad med minkenes ekstreme levevilkår i den industrielle pelsproduktion?

Jo, der har været kritiske debatindlæg hist og pist. Men i mediernes journalistiske behandling af sagen har minkenes perspektiv været stort set fraværende. Over for elefanten (minken) i rummet har de udvist en ekstrem blindhed. Her har de svigtet et af journalistikkens fornemste grundprincipper, nemlig pligten til at kritisere de menneskelige magthavere for den systematiske dyremishandling, som minkindustrien repræsenterer, og til at sætte spot på de svageste, der her indiskutabelt er minkene.

Minksagen har indlysende to centrale sider, men medierne har i al væsentlighed kun belyst den ene. Har de gjort det ubevidst, har de en blind vinkel i deres verdensopfattelse på størrelse med en Atlanterhavsdamper. Har de gjort det bevidst, er de magthavernes trækkerdrenge. I alle tilfælde er de med til at legitimere dyremishandlingen.

Det skal understreges, at dette opråb ikke kun gælder den aktuelle minkmassakre, for mange millioner mink masseaflives i den danske pelsindustri hvert eneste år. Nej, opråbet gælder hele den industrielle dyreproduktion, der finder sted.

Fælles for mange landmænd og forbrugere af animalske produkter er øjensynligt, at de ikke opfatter kvæg, grise, høns, kyllinger og mink som de levende og følende individer, de er, men som ressourcer, varer og industriprodukter. Mange andre ved derimod godt, at dyrene er følende væsner, men fortrænger det. Under alle vilkår er dyrene produktionsenheder i en kæmpe industri. De har ingen værdi i sig selv og ingen stemme af betydning. De er ingenting, bortset fra ressourcer for os – og hvis ikke, affald, der skal destrueres.

Mediernes uhyre ensidige dækning af minksagen er med andre ord symptomatisk for vores kultur. Alt, hvad vi ser og hører, er gennemsyret af en enøjet antropocentrisme. Enhver sag ses alene eller frem for alt fra menneskenes perspektiv. Og hvad værre er, så er vor artsmæssige selvforgudelse så integreret i retssystemet, at den omfattende dyremishandling, der foregår, tilsyneladende anses for fuldt lovlig.

Minkene er et glimrende eksempel på problemet.

De er såkaldt solitære og territoriale rovdyr. Det betyder, at de lever alene i naturen og jager på områder på op til flere kvadratkilometer, som de forsvarer. De er tillige semi-akvatiske dyr, der indebærer, at de er tilpasset til ikke blot at jage på land og i træer, men også under vand. De har svømmehud mellem tæerne og vandskyende pels, og de dykker ned til 6 meters dybde og svømmer op til 35 meter under vandet.

På de moderne minkfarme ser dyrenes levevilkår radikalt anderledes ud. Her tilbringer de deres liv i et trådnetbur på omkring 0,25 kvadratmeter, hvilket svarer til ca. fire A4-ark. Burene står gerne klods op ad hinanden, og i mange tilfælde er der flere mink i ét bur. Her har dyrene ingen mulighed for at jage, klatre, svømme, holde afstand til andre mink, og hvad deres artsspecifikke adfærd ellers tilsiger dem.

Den systematiske mishandling medfører, at de er stressede og frustrerede, at de udviser perioder af total apati, eller at de vandrer rastløst frem og tilbage, at de gnaver i sig selv, og at de bider andre mink. Samtidig er der en høj hvalpedødelighed. Intet af det forekommer i naturen og er utvivlsomt tegn på mistrivsel.

I Danmark har man indført en "berigelse" af de små bure ved at give minkene halm, et rør og en hylde, men mange af problemerne fortsætter ufortrødent. At kalde det en "berigelse" er en parodi og hån mod dyrene, for det ændrer ikke ved, at dyrenes artsspecifikke adfærd fortsat knægtes i omfattende grad.

Minkene aflives normalt ved gasning, hvilket videnskaben har advaret imod i mange år. Det tager mindst 30 sekunder og op til flere minutter, før minkene dør. Ja, nogle mink dør ikke af det og lider derfor i længere tid endnu.

Den kolossale kontrast mellem dyrs adfærdsmønstre i naturen og den måde, som de behandles på i industrielt landbrug, gælder ikke kun mink. Den gælder tillige kvæg, grise, høns og kyllinger. De spærres normalt også inde på minimal plads og tvinges til mange forhold, der står i smertefuld modsætning til deres natur. Det gælder f.eks. kastration og lemlæstelse af horn og haler; fastlåsning af grisesøer mellem tremmer i 4-5 uger i træk, så de ikke kan vende sig eller gå omkring; kalve, der tages væk fra deres mor 12 timer efter fødslen; turbokyllinger, der vokser så hurtigt, at deres ben og indre organer ikke kan følge med.

Det centrale i dyreindustrien er, at dyrene er højt ydende og optimerer indtjeningen. Men de har fysiske, emotionelle og sociale behov, der rækker langt ud over det.

Alt for få tænker over, at der ikke er nogen wall of separation mellem os og andre livsformer, men derimod et evolutionært kontinuum.

F.eks. har den moderne biologi hinsides enhver rimelig tvivl vist, at både pattedyr, fugle og andre kategorier af dyr har bevidsthed. Og evnen til at føle eksempelvis glæde, lykke, smerte og frygt gør sig i forskellig grad gældende hos bl.a. både pattedyr, fugle, padder og krybdyr.

Allerede i 2007 påpegede den verdensberømte primatolog Jane Goodall: "Der er ingen skarp linje mellem os og chimpanserne, mellem os og resten af dyreriget. Jo mere vi lærer, jo mere utydelig bliver linjen."

Amerikaneren Marc Bekoff, der er professor emeritus i evolutionær biologi og banebrydende forsker i dyrs kognitive adfærd, har pointeret:

"Forskere ved, at individer fra en bred variation af arter oplever følelser, der spænder fra glæde og lykke til dyb bedrøvelse, sorg og PTSD sammen med empati, jalousi og vrede (…) Forskere har rigelige, detaljerede, empiriske kendsgerninger til at kunne erklære, at ikke-menneskelige dyr er følende og bevidste væsner."

Den israelske stjerneprofessor Yuval Harari har kaldt industriel dyreproduktion for "den måske værste forbrydelse i historien". Ifølge den australske bioetikprofessor Peter Singer, der kickstartede dyrerettighedsbevægelsen i 1970erne, har moderne fabrikslandbrug forårsaget mere lidelse end samtlige krige i historien.

Kort sagt er den moderne biologi et moralsk imperativ til, at vi ændrer vores syn på og behandling af dyr til grunden. De forbedringer af deres livsvilkår, der er kommet i EU i nyere tid, ændrer ikke ved, at moderne fabrikslandbrug fortsat på centrale områder behandler bevidste og følende individer som industriprodukter og industriaffald.

Ligesom man tidligere har foretaget et generalopgør med slavehandel, bør man i dag foretage et generalopgør med den industrielle dyreproduktion.

Medierne har pligt til at udøve magtkritik og belyse sager fra forskellige sider. Det er på høje tid, at de tager dette ansvar alvorligt og sætter fokus på den mørke bagside af dyreindustrien.

For dyrene tæller hver en dag og hver en time.